31. Marts var planlagt til geddefiskeri, men da vejrguderne mente at det skulle storme en halv pelikan, blev planen ændret til en tur efter rimter i sidste øjeblik.

Matchstang, flåd, toastbrød og super skarpe VMC kroge blev fundet frem, og så var vi klar.

Fiskeriet efter rimter på gydetræk foregår i strømvand, og min bedste erfaring er at lade agnen drive med strømmen, mens der holdes langsomt tilbage, så agnen driver lidt langsommere end strømmen.

Under fighten får rimter god hjælp af strømmen, og lige når man kroger dem, kan man overhovedet ikke rykke dem ud af stedet – det er virkeligt underholdende fiskeri.

Dagen sluttede med 20 rimter til mig med 4 over de 2 kilo og 2250 gr som topfisk.