Sommer betyder karper i overfladen, og dem kan man fiske med blot en enkelt stang, et landingsnet og taske på ryggen. Det er noget af en modsætning til det traditionelle karpefiskeri, hvor bilen er helt proppet med grej.

Sidste dappetur fiskede jeg ren løsline. Den yderste meter bestod af sufix fluorocarbon og en VMC mystic carp krog i str 6 for enden. Som agn havde jeg toastbrød og fugtet hundfoder. I første bugt jeg besøgte stod der et par fine karper. Bugten var fyldt med væltede træer, så bremsen på twinpower hjulet blev sat ekstra stramt.
Et stykke toastbrød blev kastet et stykke forbi fiskene og vinden sørgede for at brødet langsom nærmede sig fiskene.

Da brødet var 20 cm fra den største fisk, drejede den hovedet, steg til overfladen og indhalerede brødet. Krogen blev sat og min kraftige Yasei stang flexede heeeelt i bund. Efter et par gange at have lagt maksimalt pres på for at undgå at fisken snaggede sig i grene, forløb resten af fighten fornuftigt og en fin spejler på 8 kilo gled ind over netrammen.

Kompakt spejlkarpe

Efter et billede blev krogen atter agnet op, og jeg listede videre. I en anden bugt fik jeg kroget en mindre skælkarpe, som også måtte en tur i nettet, hvorefter snuden blev vendt hjemad.