Målrettet er fiskeriet efter sommerens aborre ikke, men når jeg alligevel er på søen, har jeg altid min lille aborrestang liggende klar. Det er ret underholdende lige at fange et par mindre aborre, hvis jeg alligevel ser dem på Humminbird instrumentet, og det er faktisk ikke altid lige let at få dem til at hugge.

Mit setup til aborre på dybere vand består af et 14 eller 18 gr vmc jighoved og 0,08 mm Sufix X8 line. Det tunge jighoved og den tynde line skyldes at kontakt til agnen er meget vigtig. Jeg skal hele tiden kunne mærke hvad der foregår i dybet.  Som udgangspunkt har jeg en 7 cm Storm minnow jig monteret på jighovedet, og 40 cm oppe ad linen sidder en lille Storm spike tail monteret på en VMC 7342 WG.


Aborrerne står typisk i nærheden af bunden, men når de jager byttefisk, kommer de ofte op midt i vandet. De slår ret kraftigt ud på ekkolodet, og er altid flere sammen. Desuden fiser de op og ned i vandet, hvis de er aktive. Når man kroger en fisk, følger de andre efter i den første del af fighten

Aborre der jager en stime byttefisk. Højre side viser et smalt billede lige under båden, og Venstre billede en lidt bredere kegle, så man kan se hvad der foregår i området omkring båden

Aborrerne angriber altid deres bytte nedefra, så agnen skal serveres et stykke over fiskene, og fiskes med ganske små bevægelser. To gode tricks til at få dem til at hugge er enten at holde agnen helt stille en periode eller at sænke agnen helt ned til fisken og starte indspinning i stille og helt jævnt tempo.