Lørdag formiddag var jeg på aborretur efter fredagens skybrud. Det var måske ikke verdens bedste beslutning, men det var eneste mulighed for at fiske.

Vandet var, præcis som forventet, mudderfarvet med meget lav sigtbarhed. Der blev fundet woblere og jig frem i både neutrale og kradse farver, og så blev kursen sat mod det første spot.

Fiskene viste sig hverken at stå på toppe eller skrænter, men løst spredt på et stort område med flad bund og 3,5 meters dybde.

Alle fisk på spinnerbait sad fint kroget i overmunden

Jeg fik en enkelt fisk på en Rapala Shadow rap shad i knald orange, men fiskene var ikke meget for at stige op fra bunden for at hugge.

Jeg skiftede til Rapala DT-10, som går lidt dybere og stabilt holder dybden, og det hjalp lidt på huglysten – 3 fisk yderligere måtte en tur til overfladen.

Jig i skriggrøn farve blev også prøvet, men vandet var åbenbart for mudret til, at det havde en effekt.

Storm Gomoku spinnerbait

Helt nederst i Plano boksen, i rummet med gamle jighoveder og agn der aldrig bliver anvendt, lå en fin lille 11 gr Storm Gomoku spinnerbait. På den blev monteret en Storm minnow jig og så skal jeg love for at der kom gang i sagerne. Spinnerblad og skirt var åbenbart hvad der skulle til, for at fiskene opdagede agnen.

Super underholdende fiskeri, og med en topfisk på 49 cm og 1520 gr.

Dagens topfisk