Forårets vertikal sandart fiskeri er noget af det fedeste fiskeri, og samtidig kan det være noget af det mest frustrerende.

Hver gang en fisk stiger til jiggen hamrer adrenalin rundt i kroppen på mig, og lige så stor er skuffelsen når fisken stikker af.

De få gange hvor fisken endelig hugger, er til gengæld hele besværet værd😀 De store fisk fighter benhårdt på det lette vertical gear, og mellem de lange udløb står de tungt i dybet med deres store finner.

Sidste tur på søen var en klassisk forårstur. Jeg startede først kl 14, da vinden var for vildsom tidligere på dagen. Der var kun få fisk at finde måske 10-12 fisk på hele turen. De fleste stak af umiddelbart med det samme. Enkelte fisk kunne jeg fiske på i længere tid, og prøve flere forskellige farver jig, og jigging-teknikker. Nogle gange var en fisk oppe og kigge nærmere på jiggen, for så at stikke af igen.

2 gange på turen skete der dog det fantastiske, at fisken huggede. Begge gange blev den solidt kroget og måtte en tur til overfladen.

Første fisk kom som en komplet overraskelse, efter afvisninger 4 timer i streg. Jeg kunne straks mærke at det var en god fisk, så jeg tog det lidt forsigtigt. Efter en tung fight med mange udløb kunne jeg nette en fantastisk sandart på 7,12 kg.

7,12 kg sandart i god form

En times tid efter var den gal igen endnu en tung sandart tog jiggen og endnu engang resulterede tilslaget i en spændt klinge. Efter endnu en god fight kom fisken til overfladen, og jeg kunne se at den ikke var helt så stor som den første. Da den var kroget yderligt på den bagerste trekrog valgte jeg at håndlande fisken, da både net agn og fisk kan komme til skade, når den spræller i nettet. 6,4 kg sagde vægten og fisken blev sparet for en foto session og straks returneret til dybet.

Begge fisk blev taget på 23 cm Storm Joker Vert i farven SS