Skøn aftentur efter aborre, og fed, fed fed start på aborre sæsonen.

Jeg kom direkte fra arbejde, og havde glemt halvdelen af mine ting, ingen kasket, solbriller eller fisketøj, men der lå heldigvis en hoddie bag i bilen, så jeg kunne holde varmen – fiskegrejet have jeg heldigvis husket😁

Jeg skulle fiske over 2,5 meter vand i et område med en masse skidt på bunden. Derfor havde jeg pakket en håndfuld Rapala woblere hvis arbejdsdybde passede med de 2,5 meter. Jeg nåede dog kun at fiske med 2 forskellige, men det er jo ofte sådan at man skal bruge lige netop den model man ikke har medbragt, så det har efterhånden gjort, at jeg har et ret bredt sortiment med, selv på korte ture.

Aftenens udvalgte woblere der fik lov at tage en svømmetur var Rapala RipStop Deep i 9 cm og Rapala Shadow Rap Deep i 11 cm, som begge gjorde et fint arbejde.

1925gr taget i første kast

Første fisk kom lige med det samme – som i lige med det samme! Den frontmonterede Minn Kota var lige blevet slukket og båden var stadig i god(for hurtig) fremdrift, da jeg tog første kast. Jeg rullede et par omgange på hjulet, så wobleren var nede i sin arbejdsdybde, og tog et enkelt twitch hvorefter hugget faldt. En meget tung fisk, kombineret med en båd i fart, gjorde at udløbene blev ret vilde. Jeg kunne godt mærke at det var en bedre fisk og kort efter kom en flot aborre op fra dybet, og aborre sæsonen var skudt i gang med en massiv bygget fisk på 1925gr. fordelt på kun 47,5cm

Resten af aftenen fik jeg en håndfuld fisk mere i pæne størrelser og de var ligeligt fordelt på RipStop og Shadow Rap