Denne weekends fisketur var “Rovfisk på Furesøen”, som er en af de mange faste ture i Ishøj sportsfiskerklub tur program.

Som til de fleste andre ture var der fine præmier til de største fisk. Denne gang var præmierne lidt gavekort samt en masse endegrej sponseret af Rapala og 13fishing. Der var præmier til de største aborre, gedde og sandart. Sandart er der dog kun ganske få af, men det var stadig voreds plan, at fange alle 3 arter

Man må starte fiskeri kl 0.00 og præmier er kl 13. Thoke og jeg valgte at få lidt søvn, og så starte fiskeriet i det første tusmørke (som dog er klokken lidt over 3)

Dagens menu til gedder og sandart

Udover en aborrestang havde vi kun verticalgrej med. Vertical grejet bestod for begges vedkommende af en 10-30 gr Muse Black triggerstang og et Concept Z slide lavprofil hjul fra 13fishing. Faktisk havde Thoke medbragt 2 af disse sæt, for hurtigere at kunne præsentere en anden agn for fisken, men han fisker også en del mere vertical end jeg gør.

Sagt uden at overdrive, så var fiskeriet for vores vedkommende helt formidabelt denne dag. I tusmørket huggede de store fisk vores 23 cm Storm jig uden at tøve.

Da morgenfiskeriet var forbi ved 5.30-tiden, blev fiskene noget mere mistænksomme, og vi fik en del afvisninger, det hjalp dog at gå ned i både vægt på jighoved og størrelse på jig, og vi fik en del fisk på 15 cm Storm jig og 12,6 cm ‘The minnow jerk’ fra 13 fishing.

Thoke styrede båden upåklageligt hele dagen, og da han under morgenfiskeriet hurtigt fik en sandart, fik jeg efterfølgende lov til at fiske på alle fisk, som kunne være sandart, og sørme om det ikke lykkedes, at få endnu en sandart i båden. Der blev ikke fanget sandart i de øvrige både, så vi rendte med første- og andenpladsen i sandart. Vi fangede også de to eneste aborre, så der fik vi samme placeringer.

Der blev fanget 18 gedder i konkurrencen, og vi stod for de 12 af dem, hvor de 2 største sikrede os første- og tredjeplads i gedderækken.